Den danske krigsbrud er udkommet i Danmark – tak fordi I tager så godt imod den.
- andreasohrbeck4
- 30. jul.
- 3 min læsning
Velkommen og tak fordi du er her. Min passion er historisk fiktion og at give stemme til oversete, glemte skæbner, især kvinders.

Det var 150 breve fra perioden 1948-1960, som min mormor skrev til sin mor, der tændte en gnist i mig og resulterede i bogen Den danske krigsbrud. Det slog mig, hvor lidt jeg i virkeligheden vidste om min mormor, fra før hun blev min mormor og hvor lidt jeg vidste om kvinder fra hendes tid. Kvinderne oplevede anden verdenskrig; nogle efterlod alt for at begynde på et nyt liv. Hvilket mod, hvilken viljestyrke, hvilke ofre, de bragte. Mens jeg gik med disse tanker, researchede jeg kvindeskæbner og et billede begyndte at tegne sig.
I min research fandt jeg ud af, at mere end 100.000 europæiske kvinder giftede sig med soldater efter Anden Verdenskrig. De forlod alt det, de kendte og steg om bord på de såkaldte brudeskibe for at følge deres mænd til Amerika. Ganske få var fra Danmark; min mormor var én af dem. Til min store overraskelse viste det sig, at disse kvinder var et ubeskrevet blad i dansk litteratur. Dén historie måtte jeg skrive!
Mit ´barn´ Den danske krigsbrud er flyttet hjemmefra – og jeg er så taknemmelig for, hvor godt I tager imod den. Jeg læser med stor glæde jeres tilbagemeldinger, som for eksempel den her:
"Det er altså en helt fantastisk debutroman, du har skrevet. Jeg var fanget fra start til slut og elsker Kirsten, som du har fået skrevet frem som en relaterbar og fængende hovedperson. Jeg glæder mig allerede til de næste to bøger i trilogien...skynd dig at skrive dem, ikke?!"
Camilla Jespersen
Bliv endelig ved med at sende jeres indtryk til mig 😊, de varmer og giver mig et indtryk af, hvad der ´virker', når jeg skriver. Jeg har brug for al den opmærksomhed, jeg kan få, så endnu flere læser Den danske krigsbrud, så hvis du går på Saxo og Mofibo og giver bogen et par ord og nogle stjerner med på vejen, vil jeg være super taknemmelig. Tusind tak på forhånd.
Da jeg i sin tid læste dansk og historie, vidste jeg ikke, hvilke muligheder fagkombinationen rummede. Ad mange kringelkroge har jeg læst og lærte og de sidste +15 år har jeg drømt om at skrive romaner. At kombinere min passion for sprog og historie er en drøm, der er gået i opfyldelse.

Der er meget mere på vej, og jeg glæder mig til at dele jer. Jeg er i fuld gang med opfølgeren til Den danske krigsbrud. Her følger vi Kirstens liv, mens hun flytter med sin mand fra militærbase til militærbase i delstaterne Texas, Delaware og Michigan i tidsperioden 1948-1954. I denne periode var kulturforskellen mellem syd og nord markant, især i forhold til segregering og synet på kønsroller. Samtidig følger vi i samme tidsperiode Kirstens familie i Danmark, hvor efterkrigstiden sætter sine spor, og amerikaniseringen tager sin begyndelse.
I næste måneds nyhedsbrev glæder jeg mig til at dele tid og sted for kommende sociale arrangementer. Det bliver også i næste måned, at jeg tager jer med ind i min skriveproces og diskuterer nogle af de tanker og den research, jeg arbejder med i denne første fase, hvor fortællingen tager form.
Er der nogle emner eller perioder, du elsker at læse om? Hvad fanger dig, når du læser? Har du læst Den danske krigsbrud? Hvad ramte dig læsningen af bogen? Har du stadig til gode at læse den, kan du købe den på Saxo og Byens Forlag.
Er du mere til lydbøger, kan du lytte til Christine la Cours fløjlsbløde, melodiske stemme læse Den danske krigsbrud op her:
Den kommende måned byder på flere spændende arrangementer, som jeg glæder mig til at dele med jer i næste nyhedsbrev.
I mellemtiden arbejder jeg videre med manus til toeren af krigsbrudstrilogien, mens jeg dykker ned i den research, jeg elsker at forsvinde i. Det bliver så spændende, og også dét glæder jeg mig til at fortælle jer mere om.
Tak fordi du læser med. Vi er forbundne via historier, og jeg glad for at dele min med dig.
Herlige hilsner fra
Désirée
PS: I næste nyhedsbrev deler jeg et billede, der inspirerede mig til at skrive et af de vigtigste kapitler i Den danske krigsbrud. Stay tuned, som de siger herovre 😊






Kommentarer