En personlig historie, nye karakterer og indbydelse

Sommeren er ved at gå på hæld. Her i Seattle ser buske og træer ud som om, at de ikke orker at holde sig grønne meget længere, og imens kribler det i mine fingre for at få i fortsættelsen af Den Danske Krigsbrud til at folde sig ud.

I dag begyndte min søn i gymnasiet, og min datter havde første sidste skoledag på sit gymnasium. Tiden flyver af sted, mens jeg længes efter at vende mig bagud og dykke ned i de historier, den efterlader.

Jeg har meget at dele med jer i denne måned – fra et nyt skriveprojekt til et arrangement her i Seattleområdet. 

Billedet der inspirerede til et af de vigtigste kapitler i Den Danske Krigsbrud 

I sidste nyhedsbrev lovede jeg at dele dét billede, der inspirerede mig til at skrive et af de vigtigste kapitler i Den Danske Krigsbrud. Se på det.

Umiddelbart ser det ikke ud af meget, men bemærk de enkelte elementer på bordet, læg mærke til personernes ansigtstræk og kropssprog. Billedet er taget den dag, min mormor blev gift med Forest Edgar Rhodes. Jeg husker min egen bryllupsdag som én varm, glad og lykkelig begivenhed. På billedet kan man næsten fornemme blandingen af håb og sorg i min mormors udtryk, synes jeg. Blot fire måneder tidligere, mistede hun sin søster, nu er hun gift med hendes enkemand. Måske er det vægten af tab og kærlighed, der ser ud på os? 

Min mormor og Forrest til højre

Karakterer tager form 

Jeg er i fuld gang med opfølgeren til Den Danske Krigsbrud, og bogens karakterer tager form med deres særheder, temperamenter og personligheder. Det er sjovt at opleve, hvordan en tur til mit lokale supermarked kan inspirere til en bestemt gestus, påklædning eller vane, som jeg må skynde mig hjem og skrive ned. Jeg glæder mig til at I møder karaktererne. 

“Hvem er du, far?” Artikel i Jyllands-Posten den 24. august 

I forbindelse med lanceringen af Den Danske Krigsbrud og min sommerferie i Danmark, rejste jeg til Athen for at møde min biologiske far for første gang i mit liv. Det skrev jeg en artikel om i Jyllands-Posten. I teksten fokuserer jeg på, hvad det efterlader af følelser hos et barn at have en fraværende far og på, hvordan den afklaring man søger kan vise sig anderledes, end man regnede med. Læs teksten her

Avisteksten inspirerede mig til at begynde et nyt skriveprojekt samtidig med, at jeg arbejder på fortsættelsen af Den Danske Krigsbrud. 

Skriver du på to bøger samtidig? 

Ja, du læste rigtigt. Jeg har besluttet både at skrive fortsættelsen af Den Danske Krigsbrud og en bog om fraværende fædre, baseret på mine egne erfaringer. Det bliver hårdt, og spændende, og udfordrende, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang. Hvordan det kommer til at fungere praktisk må tiden vise. Lige nu forestiller jeg mig, at jeg inddeler ugen, så jeg skriver på den ene bog i tre dage og på den anden i tre dage - og holder én dag semifri 😊  

Den engelske version af Den Danske Krigsbrud 

Det engelske manus fra redaktøren i England ligger på mit skrivebord. I denne uge gennemgår jeg minutiøst redaktørens rettelser, forslag og spørgsmål, inden jeg sender det afsted til udvalgte amerikanske agenter. To agenter har allerede modtaget manus, og selvom det er svært at bryde igennem, krydser jeg fingre for at få et tilbud om samarbejde. Jeg holder jer naturligvis opdateret, hvis jeg hører positivt tilbage.

Stor tak til jer

Den Danske Krigsbrud kan nu lånes på 71 biblioteker i Danmark, flere steder er der endda venteliste på at låne den! Jeg er dybt taknemmelig, fordi I bestiller bogen på jeres lokale biblioteker. Af hjertet tusind, tusind tak. Det kræver et kæmpe fodarbejde at nå igennem som ny forfatter, og jeres hjælp gør mig simpelthen så rørt og glad.

Har du endnu ikke bestilt bogen på dit lokale bibliotek, håber jeg, du vil bruge et par sekunder på at tage din mobiltelefon frem og bestille Den Danske Krigsbrud, så bibliotekerne bliver opmærksomme på, at der er læsere derude, som gerne vil se bogen på deres hylder. På forhånd tusind, mange tak. 

Kommende arrangementer 

Danish Club of Seattle har inviteret mig til at tale om mit liv som dansk-amerikansk klummeskriver og forfatter og holde et oplæg om Den Danske Krigsbrud. Sæt kryds i kalenderen: 

Dato: 13. september 

Tid: 14-16 

Hvor: Café Hagen, 777 108th ave Ne, Bellevue 98004  

Nu hvor ungerne er tilbage i skole, er mit hverdags- og familieliv i forandring. Samtidig begraver jeg mig i fortidens 1940´ere og 1950´ere, hvor fortiden spreder sine vinger og efterlader mig i dyb respekt for de kvinder, der gik forud for mig.

Som altid, kære læser: tak fordi du følger med i mit liv og min skriveproces. 

De varmeste hilsner fra

Désirée 

P.S. I næste nyhedsbrev deler jeg et citat, der inspirerede mig til at skrive om Donut Dollies. Jeg havde aldrig hørt om disse heltemodige kvinder, som historien stort set har glemt, og jeg håber, du synes deres de er lige så inspirerende, som jeg gør. Stay tuned, som de siger herovre! 

Hvem er du, far?

Jeg rejste til Athen for at møde min biologiske far – og fik en anden afklaring, end jeg havde håbet.

Drømmen om at have en far ligger dybt i mig. Jeg er en af de over 300.000 børn i Danmark, der er vokset op uden en far i hjemmet. Jeg ved, hvad den slags fravær kan sætte i gang af længsler, fantasier og selvbebrejdelser.

Min mor mødte min biologiske, græske far, da hun var ganske ung. 

Få måneder senere var jeg en del af en mor-far-baby-ligning, der ikke gik op. 

Mit fædrene ophav rejste tilbage til Grækenland, da jeg var fire måneder gammel, og min 18-årige mor blev tilbage i København.

Som syvårig rejste jeg med min mor til Athen for at møde ham. Endelig skulle jeg møde min rigtige far! Jeg glædede mig som det barn, jeg var.

I Athen boede vi hos hans forældre. Den uge gik jeg kun ud, når de voksne insisterede, for min far kunne komme ind ad døren hvert øjeblik. Men det gjorde han ikke, og min mor og jeg rejste tilbage til Danmark. »Jeg er ikke værd at lære at kende,« tænkte jeg.

Tilbage i Danmark i det sociale boligbyggeri, vi boede i, drømte jeg om, at min far ville komme ridende op ad trapperne i opgangen på en stor hest, løfte mig op og tage mig væk fra det kaotiske liv, jeg var fanget i.

Da jeg blev voksen, søgte jeg jævnligt på hans navn. Første søgning resulterede i en bror, som jeg besøgte i USA. Han viste mig billeder af den far, jeg lignede mere, end jeg lignede min mor. 

Anden søgning resulterede i en søster, som lignede mig mere end mine danske søstre. 

Tredje søgning resulterede i et ”mug shot”. 

Min biologiske far var blevet anholdt, og fra computerskærmen mødte blikket fra en hærget, ældre mand mig med øjne, der lignede mine. 

At stirre ind i mit fædrene ophav føltes som et nederlag og satte en stopper for min videre søgning.

10 år gik der, før jeg igen havde lyst til at finde ud af, hvor han befandt sig. Hvis jeg skulle have svar, tænkte jeg, var tiden knap. Igen fulgte jeg i hans fodspor, fandt og talte med kvinder, der engang havde elsket ham. For hver ny samtale føjede jeg brikker til et puslespil, hvis motiv jeg ikke var imponeret over. 

Alligevel fortsatte jeg, for nu ville jeg én gang for alle have svar.

Og så en dag for få uger siden fandt jeg ham på Facebook. Han var tilbage i Grækenland og havde en butik i Athen. Googles gadekamera afslørede, at hans forretning lå i et slidt kvarter.

Jeg ringede flere gange, og en dag tog han telefonen.

I 40 minutter talte han uafbrudt. Imens sad jeg med tilbageholdt åndedræt. Efter årtiers drømme og håb sad jeg med telefonen klistret til øret og talte med ham, min far!

Han talte om fortiden, om Athen, om mig. Han var charmerende, talte i øst og vest, havde en intelligent form for humor. Jeg forstod, hvorfor min mor og en stribe andre kvinder var faldet for ham. Han sagde, han havde håbet, jeg ville finde ham.

Jeg følte en dyb, kropslig genkendelighed, mens jeg lyttede. Jeg har ikke set ham, ikke hørt hans stemme, ikke haft den mindste kontakt med ham, siden han rejste. Måske var det den lille pige i mig, der søgte identifikation, men jeg tror, det er mere end det. Jeg genkendte mig selv i ham på en måde, der føltes, som om jeg nu forstod, hvor jeg kom fra.

»Bliv ved med at ringe til mig, hvis jeg ikke tager telefonen,« sagde han, inden vi lagde på. 

»Jeg er ikke god med teknologi.« 

Han holdt en lille pause i sin talestrøm: »Jeg elsker København! Jeg elsker dig!« udbrød han, mens jeg fik en underlig fornemmelse i kroppen. 

»Du kan ikke kun blive i to dage, jeg skal vise dig hele Grækenland!« sagde han, inden vi lagde på.

»Pas nu på,« sagde en nær veninde senere over et glas vin, »den lille pige i dig vil så gerne det her.«

»Du får brug for en at læne dig op ad,« sagde en anden hjerteveninde og fløj ind fra Seattle for at følges med mig til Athen.

Athen mødte mig med en blanding af sydeuropæisk varme og cigaretrøg.

Det eneste, jeg ønsker, tænkte jeg på vej mod hotellet, er afklaring. Du er en voksen kvinde, ikke et barn, der drømmer om en far, fortalte jeg mig selv. Mine rystende hænder fortalte en anden historie.

Den følgende dag satte jeg mig i en taxa med følelsen af at befinde mig uden for min krop. Jeg besluttede mig for at fortælle chaufføren, hvor vi var på vej hen og hvorfor. Bare for en sikkerheds skyld, og i tilfælde af at vi fik brug for en tolk.

Vi cirklede rundt om blokken, hvor hans butik lå, to gange, inden jeg bad chaufføren parkere.

Inde i butikken sprang en mand op, forskrækket, som havde han set et spøgelse. Han lignede min far lidt, men han var ikke den mand, jeg søgte. Måske var han min onkel? Min fætter? 

Tydelig ilde berørt og med alle tegn på at lyve sagde han, at han ikke kendte den mand, jeg ledte efter. 

Manden hed det samme som min biologiske far, og vores chauffør fortalte, at i Grækenland har familiemedlemmer ofte det samme navn.

Alt ved ham fortalte mig, at han ikke sagde sandheden. Frustreret nærmest råbte jeg: »HVOR ER (navnet på min far)?«

Her stod jeg i Athen efter at have ledt hele mit liv. Jeg forstod ingenting. Vi havde en aftale … 

Jeg vendte mig mod chaufføren, bad ham forklare på græsk, at jeg blot ville have fem minutter, et anerkendende ”goddag”, se ind i min fars øjne, fornemme hans ansigtstræk.

Intet virkede.

»Lad os prøve at nå hans hjerte igennem hans modersmål,« sagde chaufføren og tilbød at skrive en besked på græsk, som han sendte via min telefon. Der kom intet svar tilbage.

Da chaufføren blinkede ud fra kantstenen, kom tårerne væltende.

I hikstende hulk spurgte jeg:

»Hvorfor er jeg ikke værd at elske?« 

Min veninde græd med mig.

Derefter rullede et hvidt raseri gennem mig. Vrede overtog min krop, og jeg råbte, bandede, havde lyst til at løbe langt væk, til at forlade Grækenland.

»Han fortjener dig ikke,« sagde chaufføren blidt, men i mit hjerte tænkte jeg: »Han skal synes, jeg er værd at fortjene.«

Jeg har altid spurgt mig selv: Hvor er du, far? Men spørgsmålet er snarere: Hvem er du? For hvem gør sådan mod et andet menneske?

Mit ønske med at dele min historie er ikke retraumatisering, men at tale barnets sag – det barn, som bliver svigtet, glemt eller gjort til skygge.

Vi er mange, som bærer på historier om fravær og følelsen af ikke at være nok. 

Den slags forsvinder ikke med tiden.

Mit håb er, at jeg kan give en stemme til andre, der har oplevet det svigt, det er at blive forladt, og give en stemme til dem, der stadig venter.